
Fungerer denne sætning? – Funktionel dansk sproglære
Af Ole Togeby
Ole Togebys Fungerer denne sætning? er, som bogens bagside kalder den, en funktionel beskrivelse af det danske sprog. Intet mindre end 268 paragraffers fremstilling og analyse af det danske sprog i en bog, der har cirka lige så mange sider som et (ondt?) år; 365. Bogen er opbygget hierarkisk: fra sprogets mindstedele (morfologi), til sætningslæren (syntaks), tekstlingvistikken og –pragmatikken og videre til betydningslæren. Sidst i bogen udfoldes en sprogfilosofi. Hertil kommer en række teksteksempler bagerst i bogen, som løbende inddrages i bogens sproganalyser.
Vil det hele. Kan det hele?
Ole Togebys Fungerer denne sætning? vil det hele, og kan næsten det hele – dog kun inden for en stram, strukturalistisk sprogopfattelse, der mest af alt minder om den tidligere logiske positivismes hang til formaliseringer og ”antimetafysik”. For at bruge Togebys egen terminologi synes præsuppositionen (forudindtagelsen) her at være, at sproget kun er af interesse for videnskaben, for så vidt som det lader sig skematisere og, ja, derved udtømme. Man bør være mere end kritisk over for del 5.D´s ”Sprogfilosofi”, der allerhøjest kan kvalificeres som én sprogfilosofi (blandt flere mulige). Megen senere sprogteori og –filosofi har dementeret opfattelser, der kan gøres Togeby til del – senest den dialektiske sprogteori, der betoner, at ordene får deres komplementære betydninger i vidt forskellige sammenhænge. Det lader sig ikke gøre (med en anden af Togebys termer) analytisk at monosemiere (entydiggøre) hvert enkelt ords betydning.
Termernes enegang
I det hele taget er det uigennemskueligt, om og hvornår det faktisk er Togebys termer. Selvom litteraturlisten til dels retter op på det, forsømmer Togeby alt for ofte at henvise til, hvor han har termerne fra, og hvordan han eventuelt supplerer og videreudvikler dem. Med andre ord: han glemmer at referere traditionen, og dette er problematisk, hvis bogen skal kunne udgøre et grundpensum, hvor man også får et minimalt indblik i sprogteoriernes idéhistorie. Nuvel, Togeby forbliver derved tro mod strukturalismens synkrone analytik, men har vi ikke for længst forstået, at denne ikke kan stå alene?
Ros, trods ris
Ikke desto mindre skal Togeby have stor ros for sin analytiske utrættelighed og vilje til at ”nå til bunds” på hvert enkelt niveau i sproget. Fungerer denne sætning? er – trods den ovennævnte kritik – uden tvivl noget af det mest udtømmende, vi har på området herhjemme. Bogen er en dispositorisk kraftpræstation, og der er unægtelig meget at hente i den. Den er meget svært at komme igennem, men hvis man gennemlever det ”onde år”, vil man uden tvivl have skærpet sin analytiske bevidsthed omkring det danske sprogs byggesten og struktur.
Gads Forlag, 2003
Sider: 365
Pris: 369,-
Af Thomas Chr. Larsen

