Dialog om det usikre – Nye veje i risikokommunikation
Af Thomas Breck
Dialog om det usikre handler om giftrester i frugt og grønt, om Creutzfeldt-Jakobs sygdom, om atomkraftulykker, om risikoen ved at køre i bil … Eller: den handler om, hvordan vi snakker om disse ting, hvordan der kommunikeres om dem af politikere, myndigheder og videnskabsfolk. Breck sætter fokus på, hvorfor risiko ofte opfattes forskelligt af f.eks. ”almindelige” mennesker og fagfolk, og han tager denne forskel alvorligt: alt for ofte gendrives lægmands bekymringer som ubegrundede og irrationelle, men er de egentlig det?
Objektiv risiko?
Bogen består af to dele og i alt otte kapitler, og i indledningen præsenteres Den Idealtypiske Risikoanalyses Tretrins-raket, hvorom bogens argumentation snor sig:
Risikovurdering (videnskab) --> Risikohåndtering (værdier/politik) --> Risikokommunikation (resultat).
Som undertitlen "Nye veje i risikokommunikation" indikerer, ønsker Breck at lægge vejen åben for nye begreber om risikokommunikation, og hér er det særlig vigtigt at yde et korrektiv til den eksakte videnskabs begreb om objektiv risikovurdering. Et eksempel: Videnskaben har vurderet, at gensplejsede fødevarer ikke er farlige for natur og miljø. Fødevarerne udgør derfor en acceptabel risiko, og politikerne søger da at kommunikere dette videre til befolkningen (risikohåndtering). EU’s borgere er imidlertid overvejende negativt indstillet over for gensplejsede fødevarer, og hvorfor nu det? Videnskaben har jo givet sit ord …
Værdier og demokrati
Jo, det er netop – som Breck pointerer – fordi videnskaben faktisk ikke kan levere det endelige svar om risiko. Der er nemlig uafladeligt tale om værdier: enhver vurdering indgår i et net af spørgsmål og svar om, hvilket samfund vi vil have, hvilken form for landbrug vi vil føre, hvilke værdier vi vil lægge til grund for fødevareproduktion osv. Med andre ord indgår enhver videnskabelig vurdering i, hvad Breck passende kunne have kaldt vores livsverden, hvor den sovses ind i begreber som etik, moral og værdier. Og hér er tingene alt andet end entydige.
Derfor må lægmands bekymringer ikke blot affejes som ubegrundede, irrationelle eller direkte dumme. De er nemlig alt andet end dét; de er mere ”bløde” værdier, der i allerhøjeste grad har deres berettigelse i enhver risikovurdering, -håndtering og -kommunikation. Hvis den eksakte videnskab lærer at indgå i dialog med livsverdenen, er sidegevinsten oven i købet troværdighed og borgernes tillid – ikke noget, videnskaberne har i overflod i disse år!
Inspireret af Habermas’ diskursetik afslutter Breck da bogen med fire principper for demokratisk risikohåndtering, nemlig Åbenhed, Gennemsigtighed, Kommunikation og dialog samt Viden og rationalitet. Ja, rationaliteten har stadig en plads her, men på linje med andre tilgange, pointerer Breck. Med disse udgangspunkter ser han således muligheden for, at vi kan gå nye veje i risikokommunikation.
Thomas Breck løser til fulde den opgave, han stiller sig selv med bogens titel, og hans målgruppe – alle, der beskæftiger sig med risikokommunikation og kommunikationsinteresserede generelt – kan finde mange interessante eksempler og inspiration til, hvordan man skaber færre, men bedre konflikter om risiko, som skrevet på bogens bagside. Det eneste svage punkt er, at man savner flere eksempler på, at risikokommunikation faktisk kan lykkes! Derfor kan de fire principper komme til at virke en anelse abstrakte og – i lyset af alle eksemplerne på mislykket risikokommunikation – nærmest ”fingerpegende”.
Akademisk Forlag, 2001
Sider: 153
Pris: 189,-
Af Thomas Chr. Larsen